Andersdatter, Ane Kirstine

I forbrydernes fodspor...

 

Boye Bandens medlemmmer, som blev dømt ved Commisionsdomstolens den 21. August 1855.

 

Ane Kirstine Andersdatter

Ane Kirstine Andersdatter er født 16. september 1812 i Søby Sogn.

Hun var gift med Hans Pedersen Steensen der var sigtet og blev straffet i samme sag.

Parret boede i Kærum Sogn. Der var 3 børn i ægteskabet.

 

 

Ane var en af de heldige i sagen, idet hum blev løsladt kort efter de indledende forhør.

Hendes ”brøde” i sagen var at hun havde spist af de stjålne varer.

 

Hun blev i sagen sigtet for hæleri.

Ane Andersdatter fik den 21. August 1855 følgende dom: 6 x 5 Dages Fængsel på Vand og Brød .

 

Se klip fra afhøringerne.

Kilde:

Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4

Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

 

Afskrift.

 

For retten fremstilledes Ane Kirstine Andersdatter, Hans Pedersen Steensens hustru, der i nat var bragt til stede.

 

Efter formaning til sandhed vedgår hun, at hendes mand engang har hjembragt en fjerding eller en rotting med smør, hvilken han sagde i forening med Lars Tønnesen at have stjålen på Brahesborg.

 

Ligeledes vedgår hun, at han engang har hjembragt en del fødevarer og navnlig flæsk, som han vel sagde at have købt, men komparentinden tror dog, at han har stjålet det, da de dengang ikke ejede så mange penge, at de derfor kunne købe det, og tror hun, da han ytrede at have fået det af Zacharias Andersen, at han har stjålet det i forening med denne. Videre ulovligt nægter hun, at hendes mand har forøvet.

 

Derefter fremstilledes arrestanten Hans Pedersen Steensen, der ligeledes i nat var bragt til stede. Han blev foreholdt de imod ham under sagen afgivne forklaringer og formanet til sandhed, men han nægter at være skyldig i de ham påsigtede forbrydelser.

 

I betragtning af den mistanke der efter de oplyste omstændigheder påhviler Hans Pedersen Steensen dommeren, at han vil være at belægge med personlig arrest, til hvilken han blev afgiven. Anholdte Hans Pedersen Steensens hustru blev afgivet til sin bevogtning. Sagen blev derefter udsat.

 

For retten fremstilledes arrestanten Hans Steensens hustru, Ane Kirstine Andersdatter. Næst at henholde sig til sin i går afgivne forklaring tilføjer komparentinden, at hendes mand foruden forskellige andre fødevarer endvidere har hjembragt noget svinefedt, men hun nægtede at vide hvorfra, han havde stjålet disse ting da de - som hun udtrykker sig - kom fra Plougs side. Endvidere har han også engang hjembragt 7 ænder, og var dengang i følge med ham Søren Smed (Søren Christian Frederiksen), men de nægtede at sige, hvor de havde taget dem.

 

Med hensyn til de iflg. fremlagte rapport tagne genstande forklarer hun, at alle disse var hendes lovlige ejendom. Derimod vedgår hun, at de indtil for kort tid siden har været i besiddelse af 1 stk. dynevår, der er rødstribet, hvilket hendes mand havde bragt ud i en rapsmark og der skjult, men hvor dette er stjålet, ved hun ikke.

 

Derefter fremstilledes arrestanten Hans Steensen, der påny formanedes til sandhed, men han vedblev uforandret sit tidligere.

 

Arrestanterne blev derefter afgivne til arresterne. Hans Steensens hustru til sin bevogtning og sagen udsat.

 

Tirsdagen den 4. juli 1854.

 

Derefter fremstilledes arrestanten Steensens hustru, Ane Kirstine Andersdatter. Hun vedblev sin tidligere forklaring, navnlig at hun syede vårene nr. 153 og 154, uagtet hun ikke nærede tvivl om, at de var stjålne. Hun gjordes bekendt med den på disse vår ansatte værdi, mod hvilken hun intet havde at erindre. Endvidere vedblev hun, at hun har modtaget eller deltaget i at bruge alle de fødevarer, hendes mand efterhånden bragte hjem, skønt hun ikke nærede tvivl om, at de var stjålne, for så vidt hun ikke vidste på hvilken måde, han var kommen i besiddelse af, hvad han havde således hjembragt, og har sådant bestået i smør, flæsk, mel og deslige, men ligesom hun erklærer, at det ikke er hende muligt at erindre eller sige, hvad hun på denne måde har modtaget eller deltaget i at forbruge, således er det ej heller hende muligt endogså tilnærmelsesvis at ansætte dettes værdi, men hun angiver dog, at det i hvert tilfælde tilsammen ikke har været under 100 rgdl.

 

Derefter blev arrestanten Niels Andersen afgiven til arresten. Steensens hustru af arresten løsladt og sagen udsat.