Nielsdatter, Sare

I forbrydernes fodspor...

 

Boye Bandens medlemmmer, som blev dømt ved Commisionsdomstolens den 21. August 1855.

 

Sara Nielsdatter

 

Sara Nielsdatter er født 22. Novenber 1807 i Indslev Sogn.

Hun blev gift med Mads Larsen. De var hjemmehørende i Brenderup Sogn.

De fik seks børn, 5 piger og 1 dreng. Sønnen bliver sammen med forældrene sigtet og straffet i samme sag.

 

Sara Nielsdatter fik den 21. August 1855 følgende dom: 5 års Forbedringshus.

Hun kommer til Straffeanstalten på Christianshavn.

Her dør hun den 6. Juni 1858.

 

Se klip fra afhøringerne:

 

Kilde:

Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4

Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

 

Afskrift.

 

Fredagen den 21. april 1854.

 

For retten fremstilledes Sara Nielsdatter, Mads Larsens hustru, der på anledning forklarer, at hun i en 5 á 6 år har kendt arrestanten Boye, der skønt med forskellige mellemrum jævnligen er kommen i hendes og mandens hus. Først imidlertid i det sidste årstid eller så omtrent er han begyndt med at bringe dem forskellige genstande, som han forærede dem, og erkender hun således at have modtaget de på den i dag fremlagte liste anførte genstande, hvilke hun efter forevisning genkender dog med undtagelse af de under nr. 82 anførte lagner, som hun forsikrer at være hendes lovlige ejendom. Hun bemærker derhos yderligere, at hun ikke har fået flere lagner end de nu tilstedebragte.

 

Om hun har fået 2 alen mørkeblåt vadmel, kan hun ikke med bestemthed sige, men ved i hvert fald ikke hvor det er afbleven. Derimod nægter hun at have fået flere end 2 særke. Ligeledes at have fået dækketøj, nogen syet fruentimmerkjole, da hun selv har syet den under nr. 78 anførte af hørgarn, som Boye har bragt hende. Endvidere nægter hun at have fået flere tørklæderuller og forklæder end de her tilstedebragte.

 

Hun vedgår derimod at have modtaget noget flæsk, uden at hun ved hvor meget. Ligeledes 2 levende får og en del kaffe uden at hun i dag ved hvor mange pund. Boye bragte denne kaffe i en pose, som han dog selv medtog tilbage.

 

På anledning tilføjer komparentinden at Boye vel, når hun og hendes mand hvilken sidste har modtaget de under nr. 6 anførte bukser ytrede frygt for at modtage disse genstande, sagde, at de ikke skulle frygte, men hun kan dog ikke nægte, at de desuagtet nærede fuldkommen mistanke om, at det alt var stjålet, så meget mere som Boye tilføjede at han, hvis der blev spørgsmål derom, ikke ville kendes ved noget deraf. På grund heraf gemte de det også i længere tid ude i deres have under noget brænde men besluttede sig dog til at tage det i brug. Hvor Boye har stjålet de enkelte genstande, er hun ubekendt med. Flæsket, fårene og kaffen er fortærede.

 

Efter ny formaning til sandhed vedgår komparentinden, at Boye for en 5 á 6 år siden tilbage har støbt falske penge i hendes hus.

 

Det skete inde i kammeret, hvor Boye havde en trækasse, i hvilken han støbte pengene, men hun ved ikke nærmere, hvorledes indretningen dermed var.

 

Det, hvoraf pengene blev støbte, blev smeltet i komparentinden og hendes mand tilhørende kobberpotte hvilken Boye, efter at komparentinden dertil havde gjort ild i kakkelovnen, satte oven på ilden, ligesom han også, når det han havde lagt deri, var smeltet, selv tog den af ilden og hældte indholdet i formen eller kassen. På denne måde blev støbt såvel dalere som markstykker, uden at hun ved hvor mange, men hun forsikrer, at de ikke blev gode, hvorfor de ikke gjorde forsøg på at udgive dem, hvorimod Boye, såvidt hun mindes, selv tog dem tilbage for at støbe dem om, hvilket dog ikke skete i deres hus.

 

Endvidere vedgår komparentinden, at Boye senere har bragt falske pege, som han har støbt andre steder. Hvor mange han har bragt, ved hun ikke nøjagtigt, men ved hun, at der var en specie, nogle dalere og en halv snes markstykker. Specien udgav hendes søn Hans et sted i Brenderup, uden at hun mindes hos hvem. Den blev imidlertid bragt tilbage og ombyttet med en ægte, hvorefter komparentinden tilintetgjorde den. En af dalerne har hendes mand udgivet, uden at hun ved hvor. De øvrige har komparentinden bortkastet i et åløb, da den ovenommeldte specie blev bragt tilbage.

 

Endnu tilføjer komparentinden på anledning, at hendes mand vel var til stede, da Boye som ovenomforklaret støbte falske penge i deres hus, men han tog selv ingen virksom del i denne gerning. Hendes søn var dengang ikke til stede.

 

Tirsdagen den 25. april 1854.

 

Derefter fremstilledes arrestantinden Sarah, Mads Larsens hustru, der idet hun henholder sig til sin tidligere forklaring navnlig med hensyn til den hjælp, hun har ydet arrestanten Boye, da han i hendes og mands hus støbte falske penge på anledning tilføjer, at hun ikke havde opfordret ham dertil, og at der ej heller var aftale om, at hun skulle have nogen af pengene, hvorimod det var hans egen begæring at måtte støbe dem der i huset, efter hvad hun antager til hans eget brug, men blev de som anført ikke gode.

 

Med hensyn til de andre falske penge Boye bragte i huset, da nægter hun i forvejen at have anmodet ham om sådant, hvorimod hun fik dem, da han engang sad med dem i hånden, og henlagde hun dem derefter i en skuffe med undtagelse af den specie og den rigsdaler hendes søn og mand fik. De hun således selv havde gemt, var dem, der blev tilintetgjorte, da den falske specie blev begæret tilbage.

 

Som årsag til at Boye har foræret hende og mand alle de af hende omforklarede genstande og de omhandlede falske penge, angiver arrestantinden, at dette var en betaling, fordi han jævnligen kom i deres hus og der nød sit underhold.

 

Løverdagen den 6. maj 1854

 

Derefter fremstilledes arrestanten Mads Larsens hustru, Sara Nielsdatter. Efter at være foreholdt arrestanten Boyes forklaring med hensyn til de stjålne genstande han har bragt til hende, erklærer hun, at hun ikke vil modsige, at han kan have bragt hende mere end af hende tidligere vedgået, men hun er i så fald ikke i stand til derom at give nogen yderligere forklaring, da hun modtog kosterne i en bunke, uden straks at efterse hvori de bestod, og ved hun

 

derfor ikke så nøje, hvad hun har fået, kun ved hun, at hun ikke har flere stjålne koster hjemme, og skulle hun derfor have fået mere, da ved hun i så fald ikke, hvor det er afblevet.

 

Hun nægter på det bestemteste at have givet Boye anvisning på tyveriet hos Bertelsen i Ørbæk, hvorimod hun indrømmer at hun, da han engang beklagede sig over at være blottet for penge og ønskede at stjæle nogle, når han vidste, hvor der var sådanne at få, sagde, at det var hende bekendt, at Eskildsens enke i Brenderup havde penge. Hun tilføjer, at hun få dage efter denne samtale med Boye fik kaffebønner, men hun påstår derhos at hun, da hun modtog

 

disse, ikke fik at vide, at han havde stjålet dem hos bemeldte Eskildsens enke, hvorom hun derimod først fik formodning, da hun senere hørte omtale, at der var stjålet bønner hos denne enke.

 

Med hensyn til de falske penge der blev støbt hjemme på arrestantindens bolig, erklærer hun nu, at hun ikke ved med vished, om Boye medtog disse, eller de blev på stedet, ligesom hun heller ikke tør benægte, at muligen de rigsdalere hendes mand har udgivet kan have været støbt hjemme, og skønt hun må vedblive, at de var dårlige, kan hun dog således heller ikke nægte, at de jo kunne udgives.

 

Derimod nægter hun på det bestemteste, at hun selv har udgivet nogen af disse men indrømmer på den anden side, at hun har udgivet en falsk rgdl. til Claus Slesviger på Blanke Mark og en lignede til enken Dorthea Cathrine i Aalhøjrup. Disse havde hun imidlertid modtaget af Boye, der havde støbt den på andre steder, men var hun ved modtagelsen af dem vel vidende om, at de var falske.

 

Ligeledes indrømmer hun, at der i en skuffe blev henlagt de falske penge, som Boye bragte, og er det hende bekendt, at hendes søn Hans af disse har udgivet en specie til skomager Christian i Bubel og en til træskomanden i Skovhøjrup. Også ved hun. at han forsøgte at udgive en sådan til husmand Jørgen Jensen i Fjeldsted, der imidlertid ikke ville modtage den, og var det den samme, som han derefter udgav til Hans Christensen i Skovhave og som arrestantinden senere, da denne bragte den tilbage, har tilintetgjort tillige med de øvrige falske penge nemlig markstykket, hvoraf hun på den tid var i besiddelse.

 

Endelig indrømmer arrestantinden, at hun af bemeldte hendes søn af og til har modtaget rigtige penge, som denne havde erholdt ved at udgive falske specier. Om arrestantinden ligefrem har givet sin søn Hans sådanne falske penge med anmodning om at give dem ud, eller han selv har taget dem i de omhandlede skuffe, hvori sådanne lå, kan hun ikke med nogen bestemthed udsige.