Det oprindelige Broendehus

Broendehus tidligere kaldet Mandelhuset/Mangelhuset


Iflg. matrikelkort på nettet over Balslev 1810-50 -  det er tillige  udskiftningskort opmålt 1794 - er der imellem husene, ejet af Wedellsborg, under bogstav i et hus beboet af Niels Madsen og beliggende på Mindevej overfor matr.nr. 7 (Anker Jensens tofte), htk. 0-3-1-2/3. Huset fik sit tilliggende jord udlagt under bogstav I (stort i) med 69650 kvadrat-alen ved Mangelmose og matr.nr. 31. Huset er på kortet aftegnet på dets nuværende plads på Udbyvej 22. Ved udskiftningen betegnedes huset ikke som Broendehus, det gjorde derimod huset skråt overfor(Assensvej 19) med jordtilliggende i Balslev sogn under bogstav K med 56730 kvadrat-alen, og under matr.nr.32, med bygningerne i Udby sogn under matr.nr.40 og en grund på 2680 kvadrat-alen. Det ser ud til at begge huse i begyndelsen af 1800-tallet hed Broendehus indtil huset i Udby sogn blev beboet af jordemoderen -  iflg. folketælling 1840 - herefter jordemoderhuset. Jordemoderhuset i Udby sogn havde fæsteskifte 20/12 1783, her ud fra kan man slutte, at huset havde ligget på sin plads før udskiftningen 1796, sammen med Broendegården, der nævnes første gang 1465 (Odense Amts bebyggelsesnavne).


Tilbage til Niels Madsen. Folketælling 1801

Balslev familie nr. 44:

    Niels Madsen, mand, 45, gift 1.gang, husmand med jord.

    Karen Andersdatter, hans kone, 49, gift 1.gang

    Maren Nielsdatter, 12

    Mariane Nielsdatter, 10      deres børn.


31/1 1782 havde Niels Madsen, der kom fra Udby, fæstet hus i Balslev efter Christopher Christophersen (register Wedellsborg fæsteprotokol).


Niels Madsens forgænger Christopher Christophersen havde iflg. register til Wedellsborg fæsteprotokol fæstet 2/1 1740 efter stedfaderen Hans Pedersen, som havde fæstet 12/12 1719, som husmand i Balslev. Han fæstede på nyt fæstebrev. Vi ved at Wedellsborg ekspanderer omkr. 1719, så man kan formode, at huset på det tidspunkt er nyerhvervelse.

Iflg. kortet fra 1810-50 lå der 3 gårde (udskiftningsnummer XIV, XVI og XVII) nordligt i Balslev by, der hørte under Hvedholm gods. De delte som udmark det nu skovklædte areal omkring Boyes Bakke. Hvornår Wedellsborg køber det, vides ikke.


Balslev kirkebog 31/2 1802:  begravet husmand Niels Madsen i Balslev, 45½ år.


Balslev kirkebog 1802-03: ungkarl Jens Hansen af Gelsted sogn og bye og enken Karen Andersdatter, afgangne Niels Madsens hustru i Balslev, gift 11/12 1802.


Register Wedellsborg fæsteprotokol: Jens Hansen kom fra Haare, fæstede Broendehuset på Balslev mark efter Niels Madsen, der døde, og gifter sig med enken. Fæstedato 6/9 1802,  htk. 0-3-1-2/5. Fra da af må vi betragte huset på Mindevej som opgivet og nu etableret på Udbyvej som Broendehus.


Se matrikelkortet.


                                                                          (2012 Jytte og Jens Peter Hansen)