Boye Bandens medlemmmer, som blev dømt ved Commisionsdomstolens den 21. August 1855.
Ane Andersdatter
Ane Andersdatter er født 8. Januar 1791 i Rolund, Udby Sogn.
Under sagen blev der fremlagt en rapport, en dåbsattest og 2 straffeattester.
”Dommeren attesterede, at den iflg. den fremlagte dåbsattest angivne alder stemmer med bemeldte fruentimmers udseende.”
Hun var gift med Niels Madsen, Røjle. Et af parrets børn, Hans Nielsen, blev sigtet og straffet i samme sag.
Under afhøringerne oplyste Ane Andersdatter, at hun 2 gange tidligere er straffet med 2 x 5 dages fængsel på vand og brød, senest i 1844.
I denne sag er hun bl.a. sigtet for sammen med Jacob Eriksen at have klippet 11 får på Gamborg Mark, og efterfølgende at have delt ulden med hr. og fru Eriksen.
Hun blev sigtet for Tyveri.
Ane Andersdatter fik den 21. August 1855 følgende dom: 3 års Forbedringshus.
Se klip fra et forhør, som omhandler en sag om tyveri af et stykke vadmel som blev foretaget af sønnen Hans Nielsen.
Kilde:
Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4
Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Afskrift.
År 1854 den 24. oktober.
Retten blev sat på rådstuen i Middelfart og administreret af den ordinære dommer, hvorimod protokollen førtes af kontorist Hans Madsen. Som vidne var til stede politibetjent Møller.
Sagen blev igen foretaget og arrestantinden Ane Andersdatter, Niels Madsens hustru fremstillet.
På anledning forklarer arrestantinden, at det er hende bekendt, at hendes søn, Hans Nielsen, for 8 á 9 år siden har forøvet tyveri hos gårdmand Rasmus Pedersen i Røjle og forklarede i den anledning yderligere:
Aftenen efter at tyveriet var forøvet, viste bemeldte hendes søn hende et stykke vadmel, der var indsvøbt i et klæde og skjult i haven, hvorhos han fortalte hende, at han den foregående nat havde stjålet det hos ovennævnte gårdmand, hvor han var krøbet ind igennem et åbentstående vindue og der taget vadmelet, der lå ovenpå nogle sengeklæder, der om dagen havde været ude at soles.
Vadmelet blev liggende i haven nogen tid, hvorefter arrestantinden tog det ind og gemte det i en kiste. Hvor meget der var, nægter hun at vide, ligesom hun også påstår, at hun ikke ved, hvor Hans har gjort af det med undtagelse af, at han har fået et par ærmer i en nattrøje, som hun tror var af dette vadmel, og derhos har han givet arrestantinden et stykke, som hun brugte til at sætte i et skørt til en af hendes døtre. Dette sidste stykke var farvet, da hun fik det, hvorimod det hele stykke da det blev stjålet var ufarvet, men hun siger, at hun ikke med vished ved, hvor Hans har ladet det farve.
Oplæst og ratihaberet hvorhos arrestantinden bemærkede, at Hans ikke for hende sagde at være krøbet ind ad vinduet, da han forøvede tyveriet, men derimod at han rakte ind igennem det åbentstående vindue og derved udtog vadmelet uden at være ind i stuen.
Derpå blev fremstillet ovennævnte Hans Nielsen, der i går aftes var bragt til stede og efter at være formanet til sandhed og foreholdt ovennævnte forklaring vedgår komparenten, at han har gjort sig skyldig i ovennævnte tyveri hos gårdmand Rasmus Pedersen og forklarede i den anledning følgende:
Komparenten, der på den tid tjente hos bemeldte Rasmus Pedersen, havde bemærket, at der i øverstestuen lå et stykke vadmel i nærheden af et vindue, og efter at han havde besluttet sig til at tilvende sig dette, gik han en aften, forinden folkene endnu var gået til sengs ud i haven og tog da ved at række armen i bemeldte stue igennem et åbentstående vindue vadmelet, som han derefter skjulte udenfor i noget halm.
Han mindes ikke, om det var den følgende aften eller noget senere, at han bragte det hjem og viste sin moder det. Han tog derefter et gammelt stykke, der lå hjemme, i hvilket han indsvøbte det og gemte det udenfor, hvor det blev liggende nogen tid, indtil det blev bragt ind i huset og gemt i hans egen kiste, men han mindes ikke med vished, om det var ham selv eller hans moder, der tog det ind og gemte det.
Hvor mange alen vadmel der var, mindes han ikke med sikkerhed men påstår, at der ikke var over 10 alen. Han lod det farve her i byen og lod derefter deraf sy en trøje og et par bukser, som imidlertid senere er opslidte. Desuden har han længere tid efter givet sin moder et stykke deraf.
Arrestantinden blev derefter afgivet til arresten. Komparenten hensat under bevogtning og sagen udsat.
Onsdagen den 25. oktober 1854.
Sagen blev igen foretaget.
For retten mødte gårdmand Rasmus Pedersen af Røjle, der på anledning forklarer, at det forholder sig rigtigt, at der i foråret 1846 blev forøvet tyveri hos komparenten, idet der fra øverstestuen blev borttaget et stk. vadmel, ufarvet, indeholdende 14 alen. Dette lå tæt indenfor et vindue, således at enhver udvendig fra ved at række armen ind gennem vinduet kunne tage det. Om vinduet stod åbent, ved komparenten ikke, men hans kone hvem han derom har spurgt har sagt, at det vel var muligt, at hun ikke havde lukket det. Hvad tid på natten eller aftenen tyveriet er forøvet, kan komparenten ikke nærmere opgive, men det kan efter forholdene vel være forøvet om aftenen, inden husets beboere endnu var gået til sengs.
Hvorvidt tyven har været inde i stuen for at forøve tyveriet, kan komparenten ikke bestemme men bemærker, at det dog ikke er sandsynligt, da han i så tilfælde måtte være gået ind og ud gennem døren, idet han ikke kunne stige igennem vinduet, da dette var forsynet med jernstænger, der dog ikke sad nærmere ved hinanden, end at tyven godt kunne række armen ind imellem disse ligesom og så trække vadmelet ud der imellem.
Det forholder sig rigtigt, at Hans Nielsen på den tid tjente komparenten, og hvis komparenten ikke fejler, blev tyveriet forøvet just aftenen førend Hans Nielsen skulle forlade konditionen.
Komparenten ansætter værdien af det stjålne vadmel til 1 rgdl. pr. alen.
Efter at anholdte Hans Nielsen var fremstillet, blev han foreholdt forrige komparents forklaring, hvorved han intet har at erindre og navnligen ikke med hensyn til, at der kan have været 14 alen vadmel, og at dette havde den af komparenten Rasmus Pedersen angivne værdi. Derimod nægter han at kunne mindes, om der var jernstænger i det vindue, gennem hvilket han udtog vadmelet eller ej. Om det var den sidste eller næstsidste aften, førend han skulle skifte, at han forøvede tyveriet, kan han ikke med sikkerhed huske, men det lå kun skjult en dag der på stedet, forinden han bragte det hjem til sin moder.
Da Hans Nielsen meddelte komparenten Rasmus Pedersen et bevis, hvorefter denne kan hæve 14 rgdl. hos en gårdmand, hos hvem Hans Nielsen har penge til gode, erklærede Rasmus Pedersen sig hermed tilfreds og frafaldt videre krav på erstatning.
Efter at arrestantinden Ane Andersdatter, Niels Madsens hustru, var fremstillet, erklærede hun, at det var hende der tog vadmelet ind fra det sted i haven, hvor det var bleven gemt og lagde det i en kiste, som vel tidligere havde tilhørt hendes søn men som nu tilhørte arrestantinden og hendes mand, sønnen havde fået en anden i stedet for denne. Mod denne forklaring
har Hans Nielsen intet at erindre men bemærker, at han ikke med sikkerhed kan mindes, om det var ham selv eller hans moder, der bragte vadmelet ind fra haven. Han tilføjer, at der til en trøje og et par bukser han lod forfærdige medgik 6 á 7 alen. Han tror derhos nok, at han af dette vadmel fik sat et par ærmer i en nattetrøje, og resten fik hans moder, uden at han ved, hvor mange alen det var men bemærker derhos, at det ved at ligge ude var blevet den del fordærvet, så at en del af det blev ubrugeligt.
Arrestantinden erklærede, at hun vel antager, at hun fik en 2 á 3 alen. Arrestantinden kan ikke modsige, at der har været i det hele 14 alen, og har hun intet at erindre imod den ansatte værdi