Boye Bandens medlemmmer, som blev dømt ved Commisionsdomstolens den 21. August 1855.
Anders Hansen Sørensen Pranger.
Anders Hansen Sørensen er født 7. september 1823 i Vejlby Sogn.
Han er søn af Søren Andersen og Maren Hansdatter.
Han tilhørte inderkredsen omkring Boye.
Han blev sigtet for Deelagtighed i Mord, Deelagtighed i Forfærdigelse og Udgivelse af falske Penge samt Tyveri.
Anders Hansen Sørensen fik den 21. August 1855 følgende dom: ”Han skal have sit liv forbrudt og lægges på Stejle og Hjul”.
Dommen blev anket til Højesteret, som den 29. Maj 1856 stadfæstede dommen, men et flertal af de tilforordnede fik omstødt dødsdommen til livsvarigt Tugthus.
Begrundelsen var, at han ikke aktivt deltog i mordet.
Han fik tildelt en tillægsstraf på Kagstryning.
Kagstrygningen blev foretaget den 16. August 1856 på retterstedet ved Balslev, umiddelbart efter henrettelsen af Boye.
Anders Hansen Sørensen kom til Horsens Tugthus, hvor han afsonede sin straf som fange nr. 44.
Se klip fra afhøringerne, beklædning og Stambogen Horsens Tugthus:
Kilde:
Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4
Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Afskrift.
Onsdagen den 1. marts 1854.
For retten fremstilledes Anders Hansen Sørensen, og kaldet Pranger, der på anledning forklarer at være 30 år gammel, født i Vejlby sogn. Han er ugift og har for tiden ingen fast tjeneste men nyder understøttelse af sognets fattigvæsen, da han har skade i det ene ben.
Komparenten har sidstafvigte sommer siddet arresteret som mistænkt for falske penge og var Boye og Sosmeden implicerede i samme sag. Den 12. september f.år løslodes komparenten og tog da til Hans Lillelund, hvor han dog kun forblev nogle dage, hvorpå han atter blev arresteret men igen løsladt efter 1 á 2 dages forløb. Han tog derefter til Sosmed, hvor han forblev nogle uger, hvorpå han kom til Vejlby.
Komparenten var på markedet i Vejle d. 13. okt. f.år og sejlede derover med Hans Lillelund og kone i deres båd. Der var flere ifølge med dem dog ikke Boye. Hans ærinde var der på markedet at søge tilfældig fortjeneste, hvilket dog ikke lykkedes ham, og tog hjem samme aften.
Ovenstående forklaring forandrer komparenten for så vidt, at de ikke sejlede derover i Hans Lillelunds båd men derimod fulgtes ad til Strib færgested, hvorfra de tog over i en færgebåd. I denne anledning gik komparenten, der dengang endnu var til huse hos Sosmeden om aften d. 12. oktober sildigt, uden at han nøjagtigt ved klokkeslettet hen til Lillelunds, hvorfra de samlede fulgtes til Strib.
Den foregående nat nemlig natten fra d. 11. til den 12. oktober forsikrer komparenten, at han der hos Sosmed lå på et høloft, hele natten var hjemme, ligesom han i det hele, så længe han var hos Sosmed, kun nogle nætter var ude, og tilbragte han da disse dels hos et fruentimmer i Ejby dels hos sin moder i Båring. Efter at være foreholdt nærværende undersøgelses genstand nægter komparenten at være medvider eller deltager i det omhandlede på Niels Hansen forøvede mord.
Slutteligen tilføjer komparenten, at han for uhjemlet besiddelse har været straffet med fængsel på vand og brød i 4 gange 5 dage. Oftere nægter han at være straffet, hvorimod han meget ofte har været arresteret som mistænkt, første gang da han var 14 eller 15 år gammel.
Tirsdagen den 14. marts 1854.
Derefter fremstilledes arrestanten Anders Sørensen Pranger, der efter ny formaning til sandhed nu afgiver følgende forklaring:
Den ofte nævnte Jens Henrik Boye havde allerede i Middelfart arrest omtalt for nærværende arrestant og arrestanten Sosmed, at han kendte en mand, der havde penge, hvilke han havde tænkt på at tilvende sig, uden dog at nævne hvem manden var. Først da han tirsdag eftermiddag den 11. oktober indfandt sig på Sosmeds bolig, uden at nærværende arrestant ved hvorfra, han dengang kom, sagde han til arrestanten og Sosmed, at den mand han tidligere havde omtalt boede i Broendehus ved landevejen mellem Middelfart og Assens og foreslog, at de samme nat skulle udføre gerningen, dog nægter arrestanten, at han omtalte, at det var hans hensigt at manden skulle dræbes men sagde kun, at det var nødvendigt at kalde manden ud, da de, hvis de ville bryde ind til ham, udsatte sig for, at han skød dem, da han plejede at have et ladt gevær.
Det var derfor hans plan, at en af dem skulle banke på porten, og under foregivende af at deres vogn var væltet lokke manden ud, hvorefter da Boye, som sagde det var en gammel mand, ville holde ham, medens nærværende arrestant og Sosmed gik ind og tog pengene, hvilke efter Boyes udsagn, der sagde han engang havde været i huset, skulle beløbe sig til nogle hundrede rigsdalere og var gemt i et skab, der hængte i sengen. Han omtalte tillige, at der kun var en dreng i huset, hvorimod han ikke talte om noget fruentimmer, ligesom arrestanten gentagende forsikrer, at han således virkelig ikke vidste, at Jens påtænkte ved den lejlighed at begå mord, tror han heller ikke, at Sosmed har været underrettet derom, og forsikrer arrestanten at han, hvis han havde formodet dette, ikke var gået med.
Siden da alle 3 var bleven enige om den ovenfor således af Boye foreslåede plan, blev der
hentet en flaske brændevin, som de drak, hvorpå de omtrent kl. 8 gik fra Sosmeds bolig.
Om sidstnævnte straks fulgte med ud af huset eller først kom noget senere, erindrer arrestanten ikke med sikkerhed men ved med vished, at de i alt fald straks efter samledes og fulgtes ad til stedet, hvis beliggenhed arrestanten nægter tidligere at have kendt eller at have vidst mandens navn.
Boye var ved den lejlighed iført en trøje, han havde lånt af Sosmed og havde støvler på fødderne. Han ejede på den tid en blank kasket, men om han havde den på denne aften eller ikke, mindes arrestanten ej.
Nærværende arrestant var iført en af Sosmed lånt blå fiskertrøje, havde sko eller støvler på fødderne og en flad kasket på hovedet.
Sosmed var iført frakke, så vidt arrestanten ved træsko på fødderne og havde på hovedet enten en lodden hue eller muligen Boyes blanke kasket.
Boye medførte et reb, som han sagde dermed at ville benytte til at binde manden, men arrestanten ved ikke, hvor han havde taget dette. De gik uden ophold til stedet, uden at arrestanten ved, hvad tid de ankom der. Ved ankomsten bankede Sosmed på porten og anbragte det aftalte foregivende, at de var væltede med deres vogn, hvorhos han bad om hjælp, og holdt Boye og arrestanten sig imidlertid skjulte i nogen frastand.
Efter at manden var kommen ud med en lygte, gik Sosmed først op ad vejen mod ham, og lidt efter fulgte Boye med, hvorimod nærværende arrestant, der allerede begyndte at blive bange for gerningen holdt sig i nogen frastand, og da han kort efter så, at Boye tog fat på manden, der tabte lygten, løb nærværende arrestant og skjulte sig indenfor et gærde ved den vej, ad hvilken han vidste, de andre måtte komme, når de gik tilbage.
Han hørte dem også noget efter gå forbi og hørte ved den lejlighed Boye ytre at nærværende arrestant, hvis han havde set ham løbe, skulle være gået samme vej som manden, thi i så tilfælde kunne de have gået ind og forøvet tyveri uden at frygte for, at nærværende arrestant skulle have meldt dem. Da de var kommet godt forbi, gik nærværende arrestant noget bag efter dem, således at han kom hjem noget senere end de andre.
Ved arrestantens hjemkomst var der tændt lys i stuen, hvor Boye og Sosmed sad og havde fået lidt at spise, og ytrede Boye da straks til nærværende arrestant at han, hvis Boye havde truffet ham, medens han endnu var opbragt, skulle være kommen samme sted som manden, og fortalte han da tillige, at denne lå ude på marken og var stukken ihjel, hvorved han fremviste en Sosmed tilhørende tollekniv som den, hvormed han havde forøvet gerningen, og var denne endnu ganske blodig.
Nærværende arrestant gik derefter op på høloftet og lagde sig, men hvor Boye blev af, ved han ikke. Denne var derimod atter til stede den følgende dags morgen, og fortalte han der
først at det, allerede forinden de den foregående aften gik ud for at forøve gerningen, havde været hans hensigt, at manden skulle være hængt, og tilføjede han derhos, at hvis dette var lykkedes burde huset også være stukket i brand, uden at arrestanten dog ved, om også dette allerede i forvejen havde været hans hensigt, eller det kun var noget, han senere havde tænkt på burde ske. Han tilføjede imidlertid, at han ikke har villet tale derom til nærværende arrestant, da han i så tilfælde frygtede, at denne så ikke ville gå med.
Denne samtale forefaldt i loen uden at andre navnligen ikke Sosmeden dengang var til stede. Hvorvidt Boye har sagt det samme til denne, ved nærværende arrestant ikke, men derimod har Sosmeden engang for ham ytret, at han dog ikke havde troet, at Boye havde i sinde at gå ud og myrde folk.
Op ad formiddagen om onsdagen kom også Røjlemanden til stede, og nærværende arrestant så, at han og Boye talte noget sammen, men han hørte ikke, hvad genstanden var for deres samtale.
Slutteligen bemærker arrestanten på anledning, at han ikke kan huske, om Sosmeds kone var inde i stuen, da de om natten kom hjem og talte om, hvad der var passeret, men arrestanten tvivler dog om, at hun har været der, da hun nok ikke måtte vide, hvad de foretog sig.
Arrestanten beder tilføjet at han, skønt han nu efter sin afgivne forklaring ikke i forvejen vidste, at Boye havde påtænkt noget mord, og han ej heller selv har lagt voldsom hånd på den myrdede dog har følt sin samvittighed besværet over, hvad der var passeret, og det er dette, der har bevæget ham til at afgive sin tilståelse.